mandag den 16. november 2009

Intet nyt fra østkysten...næsten

Så er det gået hen og blevet hverdag her på Søværnets Sergant- og Grundskole. Det er efterhånden en del dage siden jeg sidst har skrevet noget på min blog, men der har sandelig heller ikke været meget at skrive hjem om. De fleste dage er gået med idræt, militær optræden, sømandskab osv. Det meste af det har været tør teori, som har foregået i skolens undervisningslokaler, men Sømandsskab er heldigvis overstået nu. Vi havde en afsluttende prøve i sidste uge, og jeg bestod både den praktiske og teoretiske del. Men som vi fik forklaret, så er prøven ikke afgørende for om vi får tilladelse til at komme med Triton til Nordatlanten. Men den indgår i den endelige bedømmelse af os hvis vi gerne vil fortsætte i Forsvaret.
Men den største fokus har været på vores førstehjælpskursus, som skal afsluttes med en prøve i morgen. Vi har brugt indtil flere formiddage på hjerte-lungeredning, div. forbindinger osv. Vi er efterhånden ved at være ret skrappe til at give hjertemassage ;-)

Men i dag har der været lidt andre boller på suppen. Vi har haft endnu en redningsøvelse ovre i træningsbassinet, hvor fokus var Søværnets redningsdragt og redningsflåder. Så endnu engang har vi været i de små personlige saunaer som de kalder redningsdragter, og vi har svømmet et par baner for at bevise at vi kan bevæge os i dragten. Vi har også entret en redningsflåde på egen hånd, men vi fik det selvfølgelig ikke for nemt. Der var nemlig sørget for at, de rebstiger og net der normalt er på en flåde, var blevet skåret op. Men nu ved vi at vi også kan komme ombord hvis stigen går i stykker :-)
Vi har også haft et par gruppeøvelser, hvor vi har lært at springe fra borde i grupper fra tre meter og samtidig holde styr på hinanden. Og som afslutning kom der virkelig action på drengen. Vi hoppede ud af dragten og blev placeret i et tomt lokale med en rød lampe i loftet. Da alarmen gik skulle vi hurtigt samle os i forudbestemte grupper, og hurtigst muligt komme i dragten og få redningsvesten på. Og der var selvfølgelig blevet sat godt gang i træningsbassinet, som havde maksimal bølgegang, hård blæst fra en stor blæser, regn fra en brandslange, mørke og lynglimt. Når alle i en gruppe havde fået redningsudstyret på, galt det ellers bare om at komme i suppen. Derfra skulle vi svømme i kæde mod redningsflåden ude midt i bassinet. Og da alle grupper var kommet ombord skulle vi padle tilbage mod skibssiden for at klatre op af det fem meter høje entringsnet.
Og jeg må sige at det var noget af en oplevelse. Man kan ikke undgå at leve sig ind i det, når lynene glimter, og regnen pisker mod ansigtet. Og det er betryggende at vide at hele delingen er i stand til at få reddet de andre hvis skibet, mod forventning, skulle gå ned men vi er ombord ;-)

I morgen skal vi som sagt afslutte førstehjælp, men senere på dagen begynder vi også på afslutningen af vores rednings-uddannelse. Som afslutning skal hele delingen ligge i en 25-mands redningsflåde i 18 timer i Frederikshavns havn. Dvs. fra kl. 18 i morgen til kl. 12 onsdag. Og vi får selvfølgelig kun nødrationer at spise, så det skal nok blive noget af en oplevelse. Men når vi så er helt kvæstede efter 18 timer i en redningsflåde, kan vi glæde os over at vi endnu engang har forlænget weekend. Det er så den tredje af slagsen vi har haft siden vi startede for en måned siden :P

Ingen kommentarer: